Som uddannet vagt kan man varetage en række opgaver for private vagtselskaber, hvilket dækker over blandt andet sikkerhedsvagt, butikskontrollant, bus-og tog kontrollør, samt alarmpatrulje. En sikkerhedsvagt vil også have mulighed, for at være beskæftiget indenfor forsvar, politi og retsvæsen.
Gennem uddannelse har vagten tilegnet sig viden og kompetencer, som gør at de vil være i stand til at fuldføre den tildelte opgave. Som vagt er man med til, at skabe et sikkert og trygt miljø, uanset opgaven. Vagter anvendes ofte i butikker, indkøbscentre, offentlig transport eller lignende, hvor de er med til at sikre, at reglerne bliver respekteret og overholdt.
Herunder vil de forskellige arbejdsopgaver som vagt blive udspecificeret, for at give et overblik over hvilke jobmuligheder du som vagt har efter endt uddannelse.
Jobmuligheder som vagt
Ronderende vagt
Udtrykket ”at rondere” stammer fra fransk militær, og betyder at gå på omgang.
En ronderende vagt har til opgave, at rondere et givent geografisk område typisk for en virksomhed. Vagtens arbejdsopgave vil være, at kontrollere at alt er som det skal være indenfor virksomhedens areal og arbejdet vil primært foregå efter lukketid. En ronderende vagt vil være med til, at sikre virksomheden mod hærværk og indbrud.
Alarmpatrulje
En AP-vagt sendes ud når virksomhedens alarm lyder, for at undersøge hvad årsagen er til at alarmen er blevet udløst. Er der tale om indbrud eller hærværk, så er det ikke AP-vagtens opgave at fange gerningsmanden, men derimod at forhindre og begrænse yderligere skade på virksomheden. Dertil skal enten politi, alarmmontør eller virksomhedens ejer informeres, hvilket afhænger af den enkelte situation og skadernes omfang.
Nogle alarmpatruljer anvender en forsvarshund, som er underlagt visse regler og kun må anvende i nødværge. Når alarmpatruljen rykker ud, er de underlagt samme regler som den almene borger, og må derfor under alarmkørsel ikke overtræde færdselsregler og hastighedsbegrænsninger.
Stationær vagt (portvagt)
Som stationær vagt indtager man en fast arbejdsposition, som typisk vil være i virksomhedens port – enten hele døgnet eller blot i virksomhedens åbningstider.
Den stationære vagt har en lang række arbejdsopgaver, og fungerer i nogle tilfælde også som virksomhedens ansigt udadtil, da vagten vil være den første som gæster af virksomheden møder. Her er det vagten opgave at agere imødekommende og venlig overfor virksomhedens gæster. Samtidig skal vagten løse sin opgave og kontrollere hvem der lukkes ind og ud af porten. I nogle tilfælde vil der også være tale om visitationer af biler og personer, før der kan gives adgang til virksomheden. Vagten vil med andre ord være virksomheden øjne og øre, og er derfor forpligtet til at rapportere uregelmæssigheder og andre observationer.
Sikkerhedsreceptionist
Ligesom den stationære vagt, så er sikkerhedsreceptionisten den første som møder virksomhedens gæster, og det er derfor vigtigt at vedkommende fremstår præsentabel og imødekommende. Derudover skal sikkerhedsreceptionisten have den fornødne viden til at guide og anvise virksomhedens gæster. Ellers er arbejdsopgaverne for sikkerhedsreceptionisten magen til den stationære vagt og består b.la. i, at registrere og udstede Id-kort, mødeforberedelse samt at have et vågent øje på uregelmæssigheder i virksomhedens omgivelser.
Servicevagt
Servicen vagten er en servicemindet vagt, som har til opgaver at hjælpe kunderne på banegårde, detailvirksomheder, shopping centre eller gågader. De er tydligt uniformeret og betegnes i butikker eller shopping centre oftest som butiksvagter.
Servicevagtens opgave er, at forebygge og mindske butikstyveri, lommetyveri, hærværk, chikane af gæster og kunder, samt bortvise eventuelt uønskede personer fra stedet. Kort fortalt øger de sikker- og tryghed for både gæster og ansatte. Dertil er det også servicevagtens opgave, at hjælpe kunder og gæster med at vise vej eller yde informationer som der måtte være behov for.
I tilfælde af konflikter eller problemer i en butik vil servicevagten træde til, og hjælpe butikskontrollanten med at håndtere situationen.
Butikskontrollant
En butikskontrollant bærer ikke uniform, men er derimod klædt i civil, så han kan følge med i om alting i butikken foregår efter reglerne. Som butikskontrollant er den primære opgave, at sørge for at hverken kunder eller ansatte forlader butikken med varer som ikke er betalt.
I en situation hvor ovenstående tilfælde indtræffer, så giver butikskontrollanten sig til kende og tilkalder straks en ansat eller servicevagt som kan bevidne på at tingene foregår korrekt. Af sikkerhedsmæssige hensyn bør en butikskontrollant aldrig opholde sig alene med en formodet butikstyv, af hensyn til sin egen sikkerhed. Indrømmer butikstyven forholdene, så kontaktes politiet og sagen overdrages dermed.
Herudover kan en butikskontrollant også have til opgave, at visitere virksomhedens ansatte, samt kontrollere varer når de er ankommet til butikken, for at sikre at det er det korrekte antal butikken har modtaget.
Værditransportør
En værditransportør arbejder med, at transportere og fragte virksomheders penge og værdier. Sådanne processer er omgivet af en lang række sikkerhedsforanstaltninger, og det er vigtigt at kun meget få personer har kendskab til disse.
I tilfælde af overfald skal vagten ikke forsøge at spille helt og forsvare transportens værdier.
Transport af penge og værdier foregår med specialuddannet personale fra vagtfirmaerne, og biler og udstyr er specielfremstillet til formålet. Dette udstyr er omkostningsfuldt og det er derfor ikke alle vagtfirmaer som kan tilbyde deres kunder en værditransport. I Danmark udbyder blandt andet G4S værditransport, hvor de varetager dine værdier og får dem fragtet sikkert fra A til B.
Offentligt ansatte vagter
Som offentlig ansat vagt kan du b.la. varetager stillinger som rådhusbetjent, biblioteksvagt, vagt ved retsbygninger eller portør på et hospital.
Derudover anvender nogle museer også vagtfunktionærer til sikkerhed og serviceopgaver. Lufthavne anvender også vagtfunktionærer, til visitation- og sikkerhedsopgaver, samt til at forebygge og undgå terror. Dertil finder man også vagter anvendelige i parker og på slotte, hvor de har til opgave at patruljere og opretholde orden.
Vagtassistent
En vagtassistent har sin gang på vagtfirmaets alarmcentral, og har til opgave at modtage og behandle de indkomne alarmeringer. Herefter er det også vagtassistents opgave, at vurdere hvilken handling alarmeringen skal munde ud i. I enkelte tilfælde vil det være en nødvendighed, at alarmere politiet, men normalt undgår man at belaste politiet mere end højst nødvendigt.
Udover at varetager alarmopkald fra vagtfirmaets kunder, så er det også vagtassistents opgave at være behjælpelig med informationer og vejledning til alarmpatruljen, når de er på opgave.
Personbeskyttelse/bodyguard
Enkelt vagtfirmer tilbyder personbeskyttelse, da det kræver en speciel autorisation for at have tilladelse til at tilbyde det. Samtidig er holdningen fra justitsministeriet, at sådanne opgaver bør varetages af politiet.
I tilfælde af stalking kan personbeskyttelse være en løsning, idet det giver kunden en tryghed. Terrorhandlinger har også oplevet en stigning i det årtusinde, hvilket også kan medføre at behovet for personbeskyttelse stiger.
Personbeskyttelse giver kunden en tryg og sikker oplevelse, giver en risikovurdering af stedet og har planlagte flugtveje da vagten har kendskab til området.
Anvendelse af personbeskyttelse eller bodyguard er i Danmark ikke særlig udbredt, og er nok nærmere et fænomen som ses oftere i eksempelvis USA. Der kan dog opstå behov for personbeskyttelse i Danmark, eksempler på dette kunne være når udenlandske artister, højtstående politikere eller andre kendte besøger Danmark.
Dørmand
Som uddannet vagt har du også mulighed for, at arbejde som dørmand på diskoteker, restauranter eller spillesteder. Ønsker du, at vide mere om hvordan man bliver dørmand, samt hvilke arbejdsopgaver som en dørmand varetager, kan du læse mere om det her.
Temporærvagt (event vagt)
Arrangører af koncerter og event er i højere og højere grad begyndt, at anvende certificerede vagter til løsning af vagtopgaver såsom adgangskontrol. Det gør de, da certificerede og uddannede vagter har de fornødne kompetencer til at yde førstehjælp samt håndtere konflikter. Derudover så er arrangørerne sikret, at vagterne er forsikrede og får den løn som de er berettiget til.
Temporærvagterne udvælges af vagtfirmaet, som dermed kan garantere arrangørerne at deres vagter er professionelle, rutinerede og imødekommende.
Bus- og togkontrollør
Både bus- og togselskaber benytter sig af vagtfirmaer til, at varetage kontrol af billetter og udstedelses af kontrolafgift ved manglende eller ugyldig billet. Har en passager ikke en gyldig billet, så laves der et kontrolbilag med passagerens CPR nr. og der udstedes herefter en kontrolafgift.
Denne løsning er med til, at øge chaufførernes sikkerhed samt opkræve kontrolafgifter fra passagerer som forsøger at undlade betaling.
I Danmark varetages denne funktion af vagtfirmaet G4S, som står med det daglige ansvar for at tjekke billetter, udskrive bøder og opretholde chaufførernes sikkerhed. Du kan læse mere om G4S her.
Som bus kontrollør kan du blive mødt af negative bemærkninger eller tilråb fra passagere, i enkelte tilfælde har man også set eksempler hvor situationer har eskaleret og udviklet sig fysisk. Herunder kan du læse mere om et par eksempler på netop dette.
Kontrollører i håndgemæng
Vold og trusler
Parkeringsvagt
En parkeringsvagt udsteder afgifter til biler, som holder ulovligt parkeret. Derudover guider og informere parkeringsvagten også folk omkring parkeringsmæssige forhold og regler. Det er derfor vigtigt, at man er servicemindet og imødekommende overfor bilisterne.
En parkeringsvagt arbejder oftest alene, men i nogle tilfælde også i par af to.
Udover at udskrive kontrolafgifter, så kan en parkeringsvagt også arbejde i et parkeringshus, hvor rundering i området og kontrol af hvem der kommer ind og ud, indgår som en del af arbejdsopgaverne.
Parkeringsvagter er oftest ikke specielt populære blandet folk, og kan risikere at blive udsat for uheldige episoder. Det kan eksempelvis være vold eller overfald grundet utilfredshed med en kontrolafgift. Herunder kan du læse et par eksempler på netop det.
Vold mod p-vagt
Øget vold mod p-vagter
Parkeringsvagt udsat for vold
Hotelvagt
Der har i den senere tid været en efterspørgsel på vagter indenfor hotelbranchen, da hotellerne ønsker at beskytte deres ansatte samtidig med at de øger gæstens oplevelse på hotellet. En hotelvagt har derfor til opgave, at skabe tryghed for gæster og ansatte på hotellet.
Truslerne mod hotelbranchen kan eksempelvis være hærværk, organiseret kriminalitet og vold, som alle er ting som kan påvirke gæstens oplevelse negativt. Derfor kan hotelvagtens opgaver også bestå i, at rundere i området, lave udgangskontrol på ansatte eller være tilstede i hotellobbyen for at formindske lommetyveri.
Museumsvagt
Som museumsvagt er din opgave at sikre museet mod brand, tyveri og hærværk. Dine arbejdsopgaver vil bestå af rundering i og omkring museet, samt anvendelse af elektronisk sikring og alarmer mod brand og tyveri. Derudover er det dig som giver adgangstilladelse til besøgende gæster. Du reagerer også på alarmer, som eksempelvis kan udløses ved at en gæst går for tæt på en udstillet genstand eller går ind et sted, hvor de ikke skal opholde sig. Nogle museumsvagter vil også have administrative opgaver, og tage del i arbejdsopgaver som tilsyn med bygningen og depotrum.
Som museumsvagt er din opgave altså, at holde vagt og opsyn med museets udstilingsområder, og derudover vejlede og guide de besøgende gæster. De fleste museumsvagter vil være ansat af selve museet, men i special tilfælde kan der blive hyret vagter ind fra private virksomheder. Det kan eksempelvis være, hvis der forekommer en specialudstilling, som kræver ekstra bevågenhed.
Rådhusbetjent
Som rådhusbetjent kan du have mange forskellige arbejdsopgaver, alt afhængigt at hvor stort rådhuset er og hvor mange kollegaer du har. Nogle steder vil arbejdet være mere organiseret, og du vil varetage et mere specifikt ansvarsområde, mens du andre steder vil have en lang række forskellige arbejdsopgaver. Disse arbejdsopgaver kan blandt andet bestå af postgang, hvilket betyder at du afsender og omdeler post. Derudover kan det bestå i, at være til rådighed ved telefonen eller vise gæster på rådhuset på rette vej.
Nogle rådhusbetjente indgår i et decideret alarmberedskab som deres eneste arbejdsopgave, mens andre har flere forskellige opgaver, hvor alarmberedskabet blot er en af dem.
Du kan også få arbejdsopgaver som rondering, adgangskontrol og sikring af rådhuset, som er lidt mere traditionelle vagtopgaver. Som rådhusbetjent skal du dog være opmærksom på, at jobbet også kan inkludere opgaver som vedligeholdelse og småreparationer af rådhuset, samt andre praktiske opgaver. Det er altså meget forskelligt fra rådhus til rådhus hvilke opgaver du vil få, da nogle fungerer udelukkende som vagter, mens andre har en mere pedel lignende rolle, hvor det ikke kun er dine evner som vagt der vil blive brug for.
Derfor kan du med fordel forventningsafstemme med din arbejdsplads omkring hvilke arbejdsopgaver som du skal løse.
Vagtuddannelsen giver derfor en bred vifte af jobmuligheder som vagt, hvor man sjældent vil opleve at to arbejdsdage er ens. Man kan altså se frem til, en spændende og udfordrende hver dag, hvor man møder mange nye mennesker og skal bruge sine kommunikative og menneskelige færdigheder.
Ønsker du at vide mere om, hvordan man bliver vagt kan du læse videre her.